Forum

ØJ-Dag i Politiken

2. november 2006 kl. 11:28
Godt gået drenge. Læste lige den her på politiken.

http://ibyen.dk/restauranter/article194312.ece

Er rart at selv Tuborg og Carlsberg er irriteret :)

3. november 2006 kl. 12:31
Da ØJ-dag er (vel!!) overstået har Politiken valgt at fjerne artiklen - næsten da. Den kan stadig findes her:
http://ibyen.dk/restauranter/article195094.ece?token=291431720

3. november 2006 kl. 14:17
Det var så en stakket frist! :-( Nu får I sgu teksten her i stedet...

Fra http://ibyen.dk d. 2. november 2006:



I år er der to J-dage

18 barer og fire bryggerier er gået sammen om alternativ julebryg-dag. Tuborg er irriteret.

Af Martin Finnedal


Der er julebryg og så er der julebryg. I de fleste danskeres bevidsthed er det noget med tv-reklamer, bjældeklang og 'årets første julesne'.

Men der er alternativer til den kendte flaske med snefnug på etiketten. En række barer, mikrobryggerier og øludsalg landet over lægger sig så tæt op af den 'officielle' j-dag som muligt ved torsdag at sælge juleøl, der er uberørt af multinationale koncerner.

Den første spæde start på det, der nu kaldes Ølentusiasternes J-Dag (eller ØJ-dag), blev taget i 2003, da Jan Hansen fandt på at markere dagen i sin egen bar, Ølbaren på Nørrebro. Året efter var også Plan B og Den Tatoverede Enke med på den, og i år er den uofficielle j-dag nået så langt som til Kolding, Århus, Aalborg og Esbjerg.

Træt af sneøl og 47

Udviklingen glæder Jan Hansen, som ærligt talt er træt af, at jule-øl er og bliver den fra Tuborg. Eller til nød en 47.

»Der har altid været meget fokus på J-dag, herunder primært sneøl. Det synes jeg er lidt ensformigt. Når vi valgte at lægge vores arrangement dagen før og ikke på samme dag, er det selvfølgelig for ikke at drukne i mængden. Og det har da været spændende at følge. Jeg ved ikke, om vi har væltet noget på landsplan, men vi får gjort en hel del mennesker opmærksomme på noget spændende øl«, siger Jan Hansen.

Barmanden selv har i år omkring 20 juleøl. Blandt andet har han verdenspremiere på en helt ny juleøl fra det bogstaveligt talt dugfriske bryggeri. Djævlebryg. Jan Hansens kollega ud i feinschmeckerølbarer, Niels Zeeberg fra Plan B, præsenterer torsdag hele 53 forskellige slags juleøl.

Vores dag

Hos Tuborg er man mindre begejstret for ideen.

»Jeg ved selvfølgelig godt, at der er andre julebryg, men J-Dag er vores opfindelse, og jeg kan godt være lidt irriteret over at andre læner sig op af vores univers«, siger Iben Stenholm, der er produktchef for Tuborg Julebryg.

Iben Stenholm fortæller dog, at så længe ØJ-dag er på græsrodsplan vil man ikke afprøve et eventuelt rettighedsspørgsmål til navnet J-dag i en retssal.

»Lige nu er det så lille et påfund, at det ikke er noget, der gør os fortræd på nogen måde. Men hvis de bruger det specifikt i markedsføringsmateriale, vil vi komme efter dem. Jeg fornemmer dog ikke, at de hverken har midlerne eller lysten til det«, siger Iben Stenholm.

Stadig på græsrodsplan

Sådan ser Jan Hansen også på sagen.

»Der er ikke tænkt store tanker og lagt forkromede planer. Vi er ikke til det topstyrede, så vi kommer aldrig til at køre nogen form for markedsføring på det plan. Det kunne da blive sjovt at brede dagen endnu mere ud og få arrangementet til at blive større, siger Jan Hansen og lyder som om han ikke har noget imod at drille Carlsberg/Tuborg lidt.

For derefter tørt at konstatere:

»Men helt så store som Tuborg, bliver vi nok aldrig«.

Tilføj kommentar

Navn:
evt. mail:


Skriv teksten i billedet her og et tegn mere efter eget valg:

Åbningstider: Man 21-01, tir-ons 16-01, tor 16-02, fre 15-02, lør 13-02, søn 13-23. Kontakt: mail eller tlf.: 3535 4534 (i åbningstiden når vi kan nå det)